anno 1916

badehotel søfryd

For folk der kender egnen mellem Roskilde og Frederikssund, er det en let sag at finde Hotel Søfryd, men for turister, som efter mørkets frembrud tager turen fra Roskilde og nordpå for at spise og indlogere sig på hotellet, kan det godt være lidt vanskeligt.

Ingen skiltning ved hovedvejen viser, hvor man skal dreje af for at komme dertil og derfor forekommer det ikke så sjældent, at udenlandske og for den sags skyld også danske gæster, der pr. telefon har bestilt værelse udebliver, for senere at ringe til hotellet og beklage, at de faktisk er kørt for langt og nu er havnet et helt andet sted.

Trist for såvel gæsterne som hotellet, men der eksisterer visse mærkelige love vedrørende hotellers skiltning ved landeveje og de skal selvsagt overholdes, skønt de godt kan virke lidt tilfældige og uretfærdige.
Søfryd navnet fik det, da det var ganske lille. Det burde vel nok for længst være døbt om til Jyllinge Kro, da det andet navn leder tanken hen på et mindre traktørsted ved bredden af en eller anden lille sø og det harmonerer dårligt med Hotel Søfryd 1977.

Det var en helt eventyrlig dejlig udsigt fra den grønne skråning og ud over den danske skærgård, som man egentlig godt kunne kalde det område af fjorden, der strakte sig ud for det idylliske fiskerleje, Jyllinge.
Til venstre i billedet lå Eskildsø og til højre Lilleø og midt imellem de to større øer strakte sig en lang række af lange, lave holme. Sådan så der ud i 1916, da Rasmus Sørensen købte et stykke af den store, grønne skråning, der lå ubebygget lige syd for Jyllinge.

På det mest horisontale sted af skråningen byggede han samme år en gulkalket villa med rødt tegltag og han gav den navnet Søfryd. Samme år fik han den idé, at han, bistået af sin kone og sine to døtre, måske nok kunne indrette et sommerpensionat i huset.

Fortjenesten har i begyndelsen været meget beskeden, men da Sørensen sad i det lokale sogneråd, lykkedes det ham at skaffe sig en spiritusbevilling og den har ganske givet hjulpet lidt på omsætningen.
Det lille sommerpensionat i villa Søfryd, nåede at have et par ejere foruden Rasmus Sørensen, inden der rigtigt kom gang i begivenhederne. Først i 1920’erne købte hovmester Madsen og hans kone Vera villaen.
De havde planer om at ombygge det smukt beliggende hus til hotel og restauration. Hovmesteren døde imidlertid ret kort tid efter og fru Vera fortsatte som værtinde bistået af sin søn Lauritz.

Efterhånden som årene gik, blev der bygget lidt til her og lidt til der og så blev der igen bygget lidt til her – og det var en træveranda. Så var Søfryd gradvist blevet ret stor og i folkemunde blev den nu kaldt for Kroen.
Der blev nu arrangeret fredagsballer i den nye sal og det gik lystigt til. Den lokale befolkning var der ikke mange problemer med, men fra Roskilde og navnlig fra Frederikssund kom karlfolk, som ikke gæstede Søfryd, for at glæde sig over den smukke udsigt, men for først og fremmest at krumme armen og senere for at svinge de, hvilket godt kunne resultere i, at det blev nødvendigt at tilkalde landbetjenten fra Roskilde, som selvfølgelig først nåede frem, når kamppladsen var forladt og alt igen var som den rene idyl.

Da der i 1920’erne og -30’erne ikke fandtes andre steder på egnen, hvor man kunne danse og drikke, var Søfryd’s bals aftner godt besøgt, men på ugens øvrige dage og aftner, lå hotellet som regel stille hen. Efter fru Madsens død i slutningen af 30’erne, fortsatte hendes søn et par år, men afhændede så hotellet til en københavnsk revisor, som allerede to eller tre år senere udbrød Søfryd til salg.

I 1948 blev det så overtaget af et ægtepar, der også kom fra København og de satsede helt på københavnerne. Det blev nu de københavnske firmafesters Søfryd og skønt at den lokale befolkning stadigvæk mødte talstærkt op til ballerne, som nu blev kaldt ”dansant’er”, så var det de mange gæster i de store busser fra hovedstaden, der holdt hotellets økonomi oppe.

I begyndelsen af 50’erne skiftede kroen igen ejer og det blev første gang, en rigtig fagmand stod ved roret. Restauratør Poul Rasmussen drev virksomheden indtil efteråret 1972 og dette år blev på en måde skelsættende i hotellets historie. Søfryd var igen til salg, men ingen viste interesse for at overtage det og en overgang tegnede det til, at et konfektionsfirma ville købe bygningerne og anvende dem til lager og systuer.

Den nyhed nåede tømrermester Erik Lind, som kort forinden havde flyttet sin virksomhed til Jyllinge, ”Søfryd som systue – aldrig i livet” sagde Lind og i september 1972, købte han det gamle hotel.
Få timer efter overtagelsen, satte han ombygningen i gang. Først på arkitektens tegnebord og kort efter på byggepladsen, hvor der blev revet ned, bygget op og bygget til og samtlige håndværkere, Lind indbefattet, var på randen af et nervesammenbrud af at arbejde i døgndrift.
Den 3. december 1972 kl. 2 om natten, lagde man de sidste løbere på trapperne og de sidste tæppebelægninger på gulvene og sytten timer senere, altså samme dag kl. 19, myldrede det ind med gæster til indvielsesfesten.

Der skulle gå ca. to år, forend Lind blev træt af problemer med skiftende bestyrere og i 1974, solgte han Søfryd til Henning Olsen, der ligesom Lind var mester i tømrerfaget. Kun to år senere opgav Henning Olsen og igen måtte hotellet skifte ejer. Det blev to ægtepar, begge fra København, men tilflyttet nabolandsbyen Gundsømagle. Heller ikke de havde ved overtagelsen noget forudgående kendskab til restaurations- og hotelbranchen, men de tilegnede sog den forbløffende hurtigt. På få måneder fik ægteparrene Krusaa og Pankoke sat gang i foretagenet igen og nu godt og vel et år efter vil man se bordene i restaurationen besat og i Skipperstuen hvor såvel unge som ældre hygger sig, kan man ikke undgå at træffe Søfryd’s stab af stamgæster.

Udsigten over den danske skærgård er endnu, som den var i 1916, da Rasmus Sørensen byggede den ret beskedne villa på skrænten syd for Jyllinge, men landsbyen har ændret sig og Søfryd er vokset sig stor og tiltrækkende.

BIlleder fra badehotel søfryd

Tag på tur rundt på hotellet